søndag den 22. april 2012

Flere dekorerede negle

Jeg ved det godt. I har tilmeldt jer en kageblog og nu får i dekorerede negle.
Tough luck!

Jeg synes, det er noget af det sjoveste - og jeg har kun ét problem - at jeg enten skal gro mig nogle flere negle, eller acceptere at tage det af hver eller hver anden dag..

Her er et lille galleri af de sidste par ugers negledesigns.

Først et design med one stroke blomster.
Det gøres med en firkantet pensel, som dyppes i to farver og dernæst formes der blomsterblade på neglen.
Nemt, ikk'? Nej... Men sjovt!

Denne blå farve var SÅ smuk, og det samlede resultat var jeg ret tilfreds med. 






Her har jeg brugt en marmoreringstekning med vand.

Hver finger tapes ind, så kun neglen er fri. Der dyppes forskellige farver neglelak ned i et glas med flaskevand, og et mønster laves med en tandstikker.

Dernæst stikkes den enkelte negl ned over den del af mønsteret, der ønskes på neglen og voila - så har man sådan et fint mønster.
Besværligt, ja - og sjovt!




 Et par dage efter måtte jeg også der lave lidt blomster og sætte lidt sten på.


Her har jeg brugt en svampeteknik, hvor der er anvendt 4 forskellige farver.
En grundfarve og så tre forskellige lyserøde og en pink, som en efter en er svampet på neglene. Dernæst et mønster stemplet på fra en Konadprægeplade og så en kant med glimmerneglelak - og til sidst top coat.

Dette design var jeg ret vild med.


 
 

Dette design har jeg lige lagt i dag. Det blev også ret sødt.

Et lag ridgefiller. En bund med guldglimmer - 2 lag. En lyserød diagonal - 2 lag. En stribe mørk pink glimmer og så et tryk fra en Konadprægeplade. Til sidst et lag top coat fra Dior. Altid top coat!

Jeg vil prøve at lave noget lignende, men med en større kontrast mellem bund og Konadtryk.




Suk...jeg har allerede lyst til at tage det af igen, så jeg kan lægge noget nyt! Nå, men 2-3 dage skal det altså sidde!

Take care ♥

mandag den 9. april 2012

Ny fetish

Jeg har fået en ny fetish - og det er rigtig sjovt!

Alene at researche og købe nyt udstyr til den, tager en del tid. Og der er jo uendeligt meget af det. Det er næsten ligesom med kager - bortset fra, at man ikke rigtigt kan spise dem.. Altså det er der jo nogen, der gør, men det det er ikke lige min ting.

Her er mine spæde forsøg ud i at lege med lakker og mønstre.

Først med en flot dyb rød/pink fra Mabylline og en sølv striper fra Depend.
Til sidst top coat fra Dior.
 


Det er med fuldt overlæg, at jeg kun har lavet mønstre på de sidste tre fingre. Jeg synes let, det bliver for meget... men lad os se, om det ændrer sig hen ad vejen.

Så blev der leget med de nye stripers og farver fra Depend, som jeg hastigt indkøbte hos Matas.

Dem med sort låg er stripers (lang og meget tynd pensel) - dem med sølvlåg er almindelige lakker. 


Det er desværre ret svært, rigtigt at se detaljerne - jeg må lige finde ud af, hvordan jeg bedre kan fotografere dem... Men altså det skal jo også kunne gøres med én hånd.


Her er sidste forsøg, hvor jeg har leget lidt med at lave blomster. Desværre er den hvide striper fra Depend allerede ved at tørre lidt ud, så jeg skal have købt noget thinner.

Første foto er før blomsterne er kommet på. Der har jeg lavet 3 striber med den lyserøde striper og så lagt tranperant glimmerlak over. Dernæst blomsterne og prikkerne og så et lag top coat. 



Jeg er vist kommet til at handle lidt rigeligt både her hos B4Beauty og hos Nail Delights.

Hos Nail Delights fandt jeg endelig vandbaseret akrylmaling til negle. Det er dælme smart! Det bruges til at male mønstre med, oven på en base coat. Hvis man laver fejl, kan det blot vaskes af, og man kan starte forfra. Når det er tørt, så lægges der top coat på, som forsegler.

Næste shoppested må være Konad! Deres stempler og prægeplader er ganske simpelt geniale!
Prøv at tjekke denne video. Det er jo et must have!


Prøv også at se denne video. Meget fascinerende. Jeg kan se disse videoer i timevis...

Denne er dog til akrylnegle, og det er ikke lige mig, men smukt er det at se på. Igen - det er ikke lige min smag at have det på alle ti fingre og i den mængde, men en enkelt rose på en enkelt finger og et lidt mere diskret mønster på de andre, ville være smukt.


Nå, men så må jeg jo bare sætte mig til at vente på, at pakkerne ankommer...... eller måske lige lakere lidt negle imens...

PS: Jeg skal nok bage kager ogås - jeg er bare lige i gang med at lege lidt. Ro på!
Jeg bliver så nok heller ikke helt lige så populær hos kollegerne, når jeg hver mandag kommer med nye negle, i stedet for kage...

tirsdag den 3. april 2012

Waleshjerte og kagebord

Den lille havde fødselsdag - og jeg havde meget snedigt og yderst manipulerende fået solgt idéen om et fyldt waleshjerte, i stedet for en overtrukket kage.

Waleshjerte tager et par timer at lave. Overtrukket kage tager 3-5 dage. You do the math. 

Opskriften er her fra og den samme, jeg brugte til de små, uforskammet lækre waleshapsere, jeg lavede for lidt tid siden.

Til waleshjertet brugte jeg dog jordbær/rabarber-syltetøj og en dobbelt portion dej.


Her er en lille billedserie.

Først tog jeg min hjerteform og tegnede omkring den med kuglepen. Dernæst tog jeg en sprittush og tegnede et større og et mindre hjerte, på hver sin side af det første hjerte. Det var nogenlunde den størrelse, jeg ville have - men sådan skulle det så ikke gå..

Bagepapiret blev vendt om, inden dejen kom på.


Så sprøjtede jeg dejen ud i hjerteform. Brugte min absolutte favorittyl Wilton 2D til det.


Så blev den bagt - og var nærmest vokset til dobbelt størrelse! Godt så! Hvad med fad??


Jeg skar den forsigtigt op i en over- og underdel, så jeg kunne fylde hjertet med jordbær/rabarbersyltetøj.


 Og oven på, den lækre vaniljeflødecreme. Også med 2D tyllen.


Så kom toppen på. Lidt forsigtigt og med tungen lige i munden. 


Lidt smeltet, mørk chokolade i fint mønster over og så en smule sigtet flormelis. 


Der skulle også lys i. Det var jo fødselsdag. 


Resten af dejen skulle jo ikke gå til spilde, så det blev små blomster og dutter.


Til sidst blev hjertet serveret på det smukke fad.. Øh.. Det vil sige, at jeg måtte finde min "forlængerplade" til mit køkken - som jeg bruger, når jeg laver sukkerpynt - frem og beklæde den med sølvpapir, for jeg havde altså ikke et fad, der var 40x40 cm.


På bordet er der også Mommedisses boller, chocolate chip cookies og macarons. For ikke at tale om alle de skønne produkter, jeg lever af at sende ud i verden... Lutter gode sager - både det, der kan spises og det som ikke kan.

Derudover, så bliver jeg nødt til at fortælle lidt om min tur i byen i lørdags.

Hold nu op, det var nok en af de bedste byture nogen sinde! Kender I det, at man bare lige er i dét humør? Og når man så er i selskab med to skønne "knægte", der hellere end gerne danser og taler og griner og er søde og opmærksomme, så kan det ikke blive meget bedre! I had the time of my life!

Jeg faldt godt nok ud af en seng og knaldede hovedet ind i en karm og har stadig blå mærker på armen (aner ikke hvorfra) men ingen tømmermænd i dagene efter! Jeg drak vodka og Burn. Det vil jeg gerne anbefale - OG advare imod. Så er I også selv ude om det!

Skål for livet! ♥
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...