tirsdag den 27. september 2011

En sludder for en sladder - med bandeord

Jeg har lavet mad i dag! Den er sgu god nok!

Og jeg har også besluttet mig for, at jeg gerne må bande her.
Også selvom de nye kolleger måske læser med. Jeg skal nok beherske mig på jobbet og afgjort i telefonen - jeg er alligevel også skide dårlig til at bande på engelsk. Okay, måske ikke dårlig, men stadig.


Jeg er jo ved at teste mit nye, lækre White Line fra Eva Trio, og det foregår på den måde, at jeg er lidt hård ved det, så lige nu står der to gryder i mit køkken med en smule madrester i. Ja, det er lidt klamt.

Kogt pasta og noget vi kalder "rød sauce" i vores familie. Det er sådan noget med bacon, løg, fløde, masser af paprika, skinke i strimler og små fine ærter. Ikke den store kogekunst, men vi kan godt lide det engang imellem.

På grund af den keramiske belægning indvendig, så kunne jeg stege bacon sprødt sammen med løg, uden at det hang den mindste smule fast. Synes godt om!

Nej, jeg får ikke penge for det her - jeg kan bare godt lide lækkert køkkentøj.

I morgen har jeg en halv fridag, og skal en tur til Orø. Kæresten skal med. Det glæder jeg mig meget til - og endnu mere med det vejr, vi har for tiden. Det blive en smuk køretur og jeg tror, Orø viser sig fra sin smukkeste efterårsside i morgen. Jeg er ret vild med efteråret og dets farver - hvis det altså ikke er gråt og alt for regnfuldt.


På fredag skal jeg hjem til hende chilitossen - min veninde på Fyn. Så skal vi nok have et eller andet mad, der brænder min mund og hals af, så jeg er nødt til at drikke en masse rødvin - og måske endda også Somersby. Stakkels, stakkels mig, men nogen skal jo gøre det.

Jeg skal endda med toget. Den opmærksomme læser ved, at dét er noget af en udfordring for mig. Sidst mødte jeg dog Holger Bech Nielsen, som jeg altid har været lidt forelsket i. Han var lige så nuttet, som han plejer - med habitjakken nede i bukserne efter et toiletbesøg. Sådan en mand kan man da kun elske!

Har forresten fået mig et nyt motto: "Feed me - and I'll shut up". Så nemt er det.
Heldigvis kan jeg sagtens skrive med munden fuld af mad.

søndag den 25. september 2011

Chokoladekage med guld aka pistacienødder

I går skulle jeg til kostehygge og i stedet for værtindegave, så kom jeg med kagen. Det er vist ved at udvikle sig til en tradition, hvilket passer mig fint, for så får jeg jo lige et bagefix og skal ikke ud at finde på noget at købe.

Vi havde været i biffen sammen og fået bladet Mad & Venner, og der var en rigtig chokoladebombe i - den skulle det være.


Chokoladekage med chokoladeglasur

Ovn: 170°

Lagkagebunde:

2½ dl vand
125 g smør
50 g kakao
300 g mel
1 tsk bagepulver
450 g flormelis
2 æg
1 1/4 dl mælk (gerne sødmælk)
1 vaniljestang (kornene)

Sigt alle de tørre ingredienser sammen i en skål. Smelt smørret sammen med vand og mælk og pisk æggene og vaniljekornene i. Rør det hele sammen i så kort tid som muligt, men så det hele er inkorporeret. Bag i en 23 cm springform i ca. 1 time og 20 min. - tjek med en træpind. Læg sølvpapir over, når overfladen har den farve, du ønsker. Lad køle 15 min. i formen. Vend den ud og lad den køle helt af, inden den deles til 3 bunde.

Chokoladefrosting:

400 g Philadelphia
200 smør, stuetemperatur
10-11 dl flormelis
100 g kakao
1 drys fint salt

1 dl usaltede pistacienødder til pynt

Pisk flødeost og smør sammen til en homogen masse. Si flormelis og kakao i. Tilsæt salt og pisk godt igennem igen.

Fordel frostingen imellem lagkagebundene og på toppen, og drys med grofthakkede, usaltede pistacienødder.

Jeg købte 3 poser usaltede pistacienødder uden skaller. 30 gram i hver - i alt 90 gram - til 37 kroner! Det er en kilopris på 450 kroner! Nej, de var ikke lavet af guld, men det skulle man da tro.

Måske kan saltede pistacienødder sagtens bruges? Måske er det endda lidt frækt med det salte sammen med chokoladen? Måske kan man også bare kort skylle de saltede?
Jeg vil i hvert fald nok finde alternativer næste gang, for det var da røveri ved højlys dag!

Jeg tror så også, at den vil være fræk med f.eks. frysetørret hindbær eller hindbærcoullis.

Den smagte skønt - og meget sødt. 10-11 dl flormelis i frostingen er også en del.


I dag skulle der have været møde i sekten. Det blev aflyst, men 3 af os besluttede os for at mødes hos mig alligevel. Det var bare tophygge! Timerne flyver af sted, og der laves sukkerpynt imens.

Vi har faktisk talt om at tage i sommerhus en hel weekend bare for at hygge og nørde - og måske drikke lidt rødvin. Lidt bare. Der kommer helt sikkert noget meget kreativt pynt ud af det så.

Jeg lavede pynt til en kage til jobbet, som jeg har besluttet mig for at lave. Indtil videre er jeg godt tilfreds. Den bliver sådan lidt shabby chic.

Og sådan her ser det ud, når tre hærdede kagedåser mødes. Der var endda en kasse mere med udstyr i køkkenet.


Den ene får en måltidskasse fra Årstiderne, og anbefalede det varmt. Frugt og grønt er super lækkert og det hele er økologisk. Opskrifterne er håndterbare - og det bliver leveret lige til døren.

Det ville passe mig rigtig godt, nu jeg er begyndt at arbejde fuld tid igen. Så skal jeg så bare lige vælge, hvilken type måltidskasse. Det er jo næsten umuligt, for de er alle sammen spændende!

Jeg må jo bare æde mig igennem de forskellige typer. Hvor ærgerligt, hva'?!

tirsdag den 20. september 2011

Arbejd, arbejd - arbejd, arbejd

Jeg arbejder, sover og spiser. Det er vist nogenlunde dét.

Jeg har den vildeste lyst til at bage - og alt for lidt tid og slet ingen energi. I går besvimede jeg på sofaen ved ni-tiden om aftenen. Ved halv elleve-tiden vækkede min kæreste mig, og forsøgte at overtale mig til at gå i seng. Det gik ikke så godt med det, så han måtte nærmest bære mig ind i seng. Jeg sov så til klokken seks i morges. En god ni timers slummer.

Sådan er mit spændende liv for tiden.

Nu er der hygge med koste på lørdag, og der skal jeg vist bage kage - men ikke sådan en overtrukket bastard, så den bliver jo ikke sådan så interessant for bloggen - eller jo, det gør den sgu, for det er sådan en chokoladesatan med chokoladefyld og den slags.

Jeg skal også sukkernørde i sekten på søndag. Men jeg skal nok ikke sukkernørde. Jeg skal bare pludre max med de andre kagedåser, og så lade som om, jeg laver et eller andet med noget fondant.

Jeg har også lige været af sted på terapeutuddannelse - og det var godt som altid.
Anderledes, nu det er andet år, og det skal det jo også være.

Jeg er lidt småstresset omkring det, fordi jeg er bagud med læsning af litteratur og gruppetimer, men der er ikke andet for end at klø på. Det var dejligt at møde de nye førsteårsstuderende og spændende at se, hvordan det kommer til at gå i løbet af året.

I dag fik jeg de her med hjem fra jobbet.
Skønt med nyt legetøj til mor - selvom de ikke kom i brug i dag. Vi spiste meget mærkelig aftensmad - men det var vist nok mad.. Nu kan den skarpsindige læser nok snart regne ud, hvad jeg arbejder med - og det går nok også.

Jeg sidder med eksport, og der skal man altså holde tungen lige i munden ind imellem. Også ørerne. Lige i munden. F.eks. når der ringer en inder, som forsøger at tale engelsk. Eller en italiener, der er flyttet til Sverige, som så taler engelsk. Det gik faktisk nemmere, da jeg foreslog, vi talte svensk sammen.


Nå men jeg skal jo også i seng. Klokken er jo allerede over ni... Suk.

søndag den 11. september 2011

MUST BAKE! Og gestaltterapi

Det er længe siden, jeg sidst har bagt. Og jeg kunne bare mærke, at nu skulle det være.
Som i NU!!

Skvattede om til en fælles tegnefilm i går aftes på sofaen, og vågnede ved 10-tiden - for at vælte ind i seng, hvor jeg sov til halv 9!

Da jeg vågnede, havde jeg kun én ting i hovedet! MUST BAKE!

Nu er vi hos kæresten i denne weekend - med 4 af vores 6 børn - så jeg har ikke det samme udstyr at gøre godt med, og måtte hos svigermor for at låne springform. Kæresten påstod godt nok hårdnakket, at han havde en, men at den måtte have gemt sig, den lille bitte fætter..

(Billederne er taget med kærestens nye Nokia G7 - og den tager godt nok elendige billeder!)

Det skulle være godt, men nemt, så det blev de skønne sukkerbrødsbunde, hindbær/bananmousse og hakket mørk chokolade. Mums!

Denne gang brugte jeg 90 g mel og 90 g kartoffelmel. Det blev de bare endnu luftigere og saftigere af. Jeg elsker simpelthen den dej! Og det var godt at stå og piske æg og vende melet i. Roen faldt over mig. Jeg fik mit fix.

Det er dog bedst at bage disse bunde et par dage i forvejen, og give dem tid til at sætte sig (pakket ind) - og det samme gælder for hindbær/bananmoussen (3-4 timer) - men vi kunne ikke vente..


Hindbær/bananmousse

1 pose frosne hindbær
1 dl sukker
6 blade husblas
2 små bananer
½ l piskefløde
150 g hakket, mørk chokolade

Giv de frosne hindbær og sukker et opkog og lade det afkøle. Mos bananer i den afkølede masse. Læg husblassen i blød i koldt vand 5-10 min. Pisk fløden let stiv. Varm en smule af hindbær/bananmassen i mikroovnen, og rør den vredne husblas ud i det. Tilfør en smule mere af bærmassen og hæld til sidst det hele sammen, og rør godt.
Vend det sammen med piskefløden og den hakkede chokolade med dybe, rolige tag til det hele er inkorporeret. Lad det samle sig 2-4 timer eller natten over på køl. Put det i en sprøjtepose med en stjernetyl - eller som jeg måtte gøre - en frostpose som jeg klippede et hul i.

Del kagen i bunde. Fordel fyldet. Pynt med bær og revne chokoladeflager (som jeg så glemte!) og lidt mynteblade (jeg måtte bruge jordbærblade, som vi pillede af, inden vi spiste kagen - men det så jo fint ud) 

På tirsdag skal jeg jo til Orø igen. Faderen til gestaltterapi, Fritz Perls, levede fra 1893-1970, men der findes blandt andet dette klip af ham på nettet. Sjovt at se ham - og spøjst at se, hvor meget rygepolitikken har ændret sig siden. Det har gestaltterapien også - men de grundlæggende begreber, som han taler om her, er stadigt gældende.


Jeg ved godt, det nok kun er mig, der synes det her er interessant, men nu er det jo også min blog, så jeg kan bare sende hvad som helst ud til jer. Muhahaha!

Pas på jer selv og hinanden, til vi "ses" igen om en uges tid ♥

PS: Har måtte sætte helt nye tanker i gang mht. kagen til jobbet.
Det viste sig sgu, at de havde fået præcis samme kage før - altså designmæssigt!
Nogen stjæler mine idéer, før jeg får dem gjort til kage!

Nå, men jeg tror nu faktisk, at den jeg ender med at lave, bliver endnu flottere - og sjovere for mig at lave. Det bliver nok noget shabby chic..
Stay tuned!

torsdag den 8. september 2011

Pip fra en zombie

Jeg er så kvæstet for tiden, at jeg dårligt orker at blinke, når arbejdsdagen er omme!

Jeg havde lykkelig glemt, hvordan det er at starte nyt job. Hvor sveden ens hjerne bliver, og hvor dum, man dog føler sig. Man ved jo nærmest intet! Og endnu værre, når man kommer fra et job, hvor man vidste alt! Okay - næsten alt.

Lige nu føler jeg mig som assistentens praktikantelev.
Nå, det bliver jo langsomt bedre med tiden og det går jo godt.

Mad og kager er det ikke blevet til så meget med.
Jo, vi har da fået mad. F.eks. så havde jeg sådan lyst til madtærte en dag. Så var vi ude for at købe badedragt til den yngste og nye, meget kedelige, flade sko til mig - og endte på en café, hvor jeg efter at have delt hvidløgsbrød og kyllingesalat med den lille, satte blikket på uendeligt.

Her er et billede af aftensmaden.
(Hvad skal de der appelsinskiver på alting, til for?)


Og af skoene. Som klemmer. Spassersko. Og avocadoer der står til modning bagved. Kender du det trick? At lægge dem sammen med tomater? Så modnes de langt hurtigere, på grund af tomaternes ethylen.


Onsdag skulle den yngste starte til svømning, så jeg købte ind til den der tærte, ræsede hjem og smed noget i køleskabet, noget på køkkenbordet og resten i posen på gulvet, og ræsede vi videre til svømning. 

Så måtte kæresten i gang. Han har aldrig lavet tærte før. Det har han så nu - og endda med bravour!

Det var godt nok sådan en melblanding til tærtedejen, men det er vilkårene for tiden. Og det smagte altså skønt. Laks og spinat. Altid en god kombination.
Og lidt senere serverede han is for mig. I sofaen. Det var lige før, jeg skulle mades, men jeg klarede den!

Nu, hvor jeg ved han kan lave tærter, så vil jeg da udfordre ham noget mere. Muhahaha!

  

Han lavede den i min nye tærteform fra Ikea med løs bund. Genial opfindelse! Det ser altså ret flot ud, når man serverer den ude af formen. Jeg kan varmt anbefale sådan en type tærteform!


I dag skulle vi have haft helstegt svinemørbrad med allroundkrydderi, frisk (købe) pasta, pesto og gulerødder. Det blev det (heller) ikke. Det blev nogle sølle rester af noget lasagnelignende snask med noget frisk gokkemole og lidt agurk og tomat.
Jeg ved det. Vi er på overlevelsesmode. Jeg har ikke engang villet tage billede af det, men vi blev da mætte.

Det var også fordi, vi lige skulle forbi centret og købe indesko til skolen, til den yngste. Og så var de så søde, at jeg også måtte have et par. Så nu har vi mor-datter-sko. Fnis.
Eller sko der stadig passer, selvom den ene fod pludselig skulle skrumpe ind. Smart, hva'!?

Jeg er egentlig ikke til det der med "venindeting", men skidt pyt - det er nu meget sjovt, og den lille var lykkelig over, at jeg købte et par magen til hendes. Hun smelter mig ♥


I næste uge skal jeg på næste omgang uddannelse. Nu er det på 2. år og jeg glæder mig meget til at skulle af sted! Det er en helt anden verden og den er god for mig, på så mange måder.

Jeg trænger så meget til Orø og gestaltverdenen. At være og mærke og lære og høre mere om psykologien og kontakten. Det er alt, alt for længe siden, jeg var af sted sidst, så det er mere end på tide.

I skal da forresten lige se, hvad jeg så stresser af med om aftenen:
The Great British Bake Off

Enjoy! Jeg vil snart gå i seng og besvime.

PS: På jobbet ved de godt, jeg er en kagedåse, så de plager allerede efter kage, og jeg har også en i tankerne. De pokkers kager - de besætter en!

Når I ser den, så gætter I nok, hvor jeg så arbejder. Men det bliver altså først, efter jeg har været på Orø.

søndag den 4. september 2011

Miele og Birgitte Escherich

I går var jeg til et arrangement hos Miele, som handlede om mad.
Hvordan vi forholder os til mad, og hvordan vi får nedbragt madspild.

Miele havde virkelig lavet et super godt arrangement og som en del af det, inviteret Birgitte Escherich fra Kostkompagniet som med sin passion og viden, var meget inspirerende.


Hvad er dansk madkulter? Hurtigt, nemt og billigt.
Derfor er vi blevet analfabeter i munden. Vi er simpelthen ikke trænet i at kunne smage. Og fordi, vi ofte ikke bruger tid og energi på vores mad, så har vi ingen respekt for den - og dermed er det heller ikke noget problem, at smide den ud.

1,3 milliarder tons mad smides ud hvert år - world wide.
Det kunne brødføde 1 milliard mennesker...

I Danmark er det 63-71 kilo pr. person! Omkring 6-10.000 kroner om året.
54% af danskerne udnytter aldrig madrester.

Jeg forstår det jo ikke. Tit, så smager maden jo endnu bedre dagen efter, fordi alle smagsstofferne har haft tid til at trække ud i maden.

Og hvad med holdningen, når vi handler ind? At alle supermarkeder skal bugne af mad - selv ved lukketid. At der skal være et kæmpeudvalg af alt, hele året rundt. Og samme holdning gør sig gældende, når vi står i kantinen og er sent på den, og ikke alt er til rådighed. Vi er møgforkælede - og det skaber madspild.

Birgitte sagde mange andre spændende ting - blandt andet talte hun også om de forskellige smage. Surt, sødt, salt, bittert, stærkt og umami (tsunami?)

Vidste du, at umami findes i f.eks. tomater, asparges, kød, soya, skaldyr, fisk og spinat? Og at hvis vi sørger for at få lidt af alle smagene med i måltidet, så opnås der en større tilfredshed? Lidt sødt i det stærke. Lidt surt i det søde. Lidt bittert med f.eks. krydderurter og lidt umami, så der er balance.


Birgitte brænder også for økologien, og havde lavet to fade med økologiske varer og konventionelle varer. Der var virkelig smagsforskel ved flere af dem! Især broccoli og bacon.


Miele havde stillet deres vildt lækre lokaler til rådighed, og fortalte også om deres PerfectFresh-zone køleskab. Pga. muligheden for en specifik regulering af temperatur og fugt, kan man forlænge især grøntsagers holdbarhed med op til 3 uger!

Ja, ja - det lyder jo meget godt og meget salgspræget alt sammen, men flere af deltagerne (som ikke arbejder hos Miele) havde dette køleskab og kunne bekræfte, hvor godt det virker, og at historien om forlængelsen af holdbarheden holder.
De talte varmt om dette køleskab og jeg kunne rigtig godt tænke mig, at investere i sådan et, når jeg får mulighed for det.

Så skulle vi lave mad sammen.
Der var rigtigt mange retter, som Birgitte havde købt ind til og lavet opskrifter til.
Gaspacho, kartoffelfrikadeller, chutney, spidskålssalat, bulgursalat, piroqer, æblecrumble, pæresalt med mynte og meget mere.

Næsten alle retterne indeholdt elementer af de rester, man kan have i en husholdning. Kartofter og steak fra dagen før. Lidt kedelige æbler. Agurker, tomater etc. til gaspacho. Alle opskrifter var meget gennemtænkte, lette at lave og yderst velsmagende!




Vi fik også en af Birgittes kogebøger. Der er helt sikkert en del opskrifter derfra, jeg vil afprøve herhjemme - og mange gode tips og idéer til besparelser.


Jeg havde en skøn dag hos Miele.

Resten af dagen foregik hos kæresten med hygge og afslapning uden børn, og med thaimad hos den lokale. Thaimad er altid godt!

Jeg er virkelig spændt på at skulle starte på mit nye arbejde i morgen! Så spændt, at jeg går lidt rundt omkring mig selv i disse dage. Jamen bare det at beslutte, hvad jeg skal have på i morgen! Suk..

Surdejsføljetonen: Der er hermed indført et nyt tabu på bloggen; Surdej!
Det eneste, der blev surt var mig, så den røg ud. Der skete ikke en disse.
Heller ikke selvom jeg havde tilføjet honning, da jeg startede den og cremefraiche i går, for at kickstarte den yderligere. Ikke så meget som skyggen af en boble! Argh!
Så der bliver ikke lavet brød i hævekurve i dag, for jeg har selvfølgelig ikke engang noget almindeligt gær, at gøre det med. Hvordan kan en kagedåse være løbet tør for gær!?

fredag den 2. september 2011

Som 1.000 lus mellem 12 chilier

Så røg de ud! Begge mine chiliplanter var simpelthen overbeboet af lus! Yikes!
Jeg har ellers forsøgt at komme af med dem med sæbevand, som jeg har sprayet med, men lige meget hjalp det, og luseligene lå klistrede på bordet omkring potten.


Jeg kunne høste 12 chilier - udover dem jeg har høstet undervejs - og de er røget i fryseren, for jeg skal altså ikke have mad med 12 chilier sådan lige på én gang.

Det er ret smart det med fryseren. Så ligger de der og hygger, til vi f.eks. skal have chili con carne.

Jeg synes, de er vanvittig flotte! De gule og grønne er Aji Limo og de røde er Hot Banana. Min skøre skønne veninde på Fyn synes, de er endnu flottere. Så flotte, at hun har 200 forskellige chiliplanter! Lidt af en fetish, ikk'!?

"Vis mig dine venner og jeg skal fortælle dig, hvem du er"? Dén ignorerer vi lige et øjeblik!


I morgen skal jeg til et arrangement hos Miele, som jeg glæder mig til. Selvfølgelig handler det om Mieles produkter, men det handler også om at mindske madspild, og dét er jo lige vand på min mølle.

Surdejsføljetonen: Det ser heller ikke ud, som om der sker en skid i min egen, nye surdej!
Hvad hvis jeg glor olmt på den, eller skælder den lidt ud?
Eller hvad skal der lige til for at få sådan en fætter sur?
Måske er jeg bare alt for sød til overhovedet at kunne lave en surdej?
Det sidste var et retorisk spørgsmål!

Job, hævekurve, hjemmerørt hamster og øjeguf

Jeg har sgu fået arbejde! Og jeg skal starte på mandag! Wooohoooo!
(Må hellere øve mig i at bande en smule mindre)

De ringede fra det sted, hvor jeg havde søgt en stilling, og ville gerne have mig i en anden stilling!

Den mulighed havde hun også luftet ved anden samtale, så jeg havde allerede der sagt, at det også kunne være interessant for mig.

Nøøøj, jeg er glad! Det bliver godt at komme i gang igen, og det bliver godt at få lidt penge i kassen. Der bliver jo nok lidt stille på bloggen i den nærmeste tid, og lidt færre kager - men sådan er det så. Det er en travl tid, vi går i møde i den branche. Jeg nævner ikke fy-ordet, men det begynder med j og slutter med ul.

Det er et super lækkert sted, som virker til at være rigtig godt for mig. Jeg har umiddelbart en god kemi med min kommende kvindelige chef, og den slags har betydning. Produkterne er super lækre, og jeg glæder mig til at være med. Jeg skal blandt andet sidde med partnersupport på eksportmarkedet. Spændende.

Og som om det ikke var nok til at gøre dagen til noget særligt, så kom mine hævekurve fra Pindhus også! De er rigtigt lækre. To af dem er dog bestilt for en veninde, for deres fragtpriser er rimelig høje.

Meyers surdej er stendød, og jeg er i gang med min egen, som jeg laver sådan her. Jeg har også smidt en teskefuld honning i, for rigtigt at få gang i den, så jeg kan nå at bage af den, inden weekenden er ovre.


Jeg har en rigtig skøn veninde med en krøllet hjerne og den groveste humor. Jeg elsker det! Jeg elsker hende! ♥ Hun har også en skøn datter - med en lige så krøllet hjerne. Datteren har lavet en rigtig sød og sjov brødpose til mig, og jeg kom til at love en fondanthamster retur. Mig og min smarte mund!

Nu er det ikke sådan lige at lave pels på et lille fondantdyr, så den endte således. Jeg synes jo, han er lidt sød, det lille tykke dyr. Og fed - som min veninde skrev, da jeg sendte billede af den.


Så var jeg en tur ude at spise og i biffen med en flok tøser. Vi så Crazy Stupid Love. En rigtig sjov og skøn film, som egentlig handler om troen på kærligheden ♥
Og som en lille bonus, så tjek lige den her:

  
Hey, tøser - ikke savle ned i tastaturet! Pæn øh.. halskæde, han har der, ikk'?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...