mandag den 29. august 2011

Trommekage

Pyh ha, det har været en hektisk weekend. Det kommer I (måske) til at høre mere om i kommende indlæg.

Jeg starter med starten.
I fredags skulle vi fejre mit mellemste yndlingsbonusbarns 14 års fødselsdag.
Kan I gætte, hvad han spiller på? Og han er skide god til det!


Han er også helt vild med pingviner, så jeg måtte lave en Pingu til ham.
Det var ikke helt let, at skulle skille mig af med den. Suk - så nuttet!


Kuverten indeholdt en billet til en koncert med Rammstein i Herning, som han skal til sammen med sin far og sin storebror. Den havde jeg så pakket ind i en fondantkuvert.


Nu var det ikke bare en eller anden tromme, jeg lavede. Det var hans lilletromme.
Ud fra hemmelige fotografier taget og sendt til mig af de to andre yndlingsbonusbørn.

Så det er med fuldt overlæg, at den er ridset og dustet med brun på overfladen, for sådan ser den ud, når den har fået mange tæsk.


Kagen bestod af disse overskønne sukkerbrødsbunde, som også smagte rigtig godt. Forholdsvist neutrale, men med en god og meget luftig masse. 

Inden i var der hindbærmousse med hakket mørk chokolade og friske hindbær, sammen med den skønneste appelsincreme med hvid chokolade, appelsinsaft og skaller og appelsinsirup. Se man kan se appelsinskallerne og de friske hindbær her.


Appelsincremen er fra Mette Blomsterberg som kalder den "citron creme". Det er for dælen da i ét ord og der er sgu ingen citroner i. Nå, man skal jo heller ikke hænge sig i den slags detaljer.

Jeg har tilføjet en del appelsinsirup og mere appelsinsaft, da jeg ikke syntes, den smagte nok igennem til denne type kage.

Appelsincreme med hvid chokolade og appelsinsirup

2 lag i en rund 23 cm rund kage

4 dl piskefløde
300 g hvid chokolade
6 blade husblas
saft og skal af 2 appelsiner
4 spsk appelsinsirup

Læg husblasen i blød i koldt vand. Varm fløden op til kogepunktet og kom den hakkede, hvide chokolade i og rør rundt til al chokoladen er smeltet. Vrid husblassen fri for vand, kom den ned i den varme fløde og rør rundt. Tilsæt appelsinsaft- og skal i cremen og rør det sammen. Stil den koldt natten over. Pisk den cremet. 

Hindbærmousse

2 lag i en 23 cm rund kage

300 g hindbær (frosne)
6 blade husblas
1 spsk vaniljesukker
1 dl sukker (100 g)
½ liter piskefløde
200 g mørk, hakket chokolade
friske hindbær

Giv de frosne hindbær et opkog med sukker og vaniljesukker og lad massen køle helt af - evt. til dagen efter. Læg husblassen i blød i 10 min. Tag en smule af bærmassen og opvarm dem i mikroovnen. Kram husblassen fri fra vand og rør den godt sammen med bærmassen. Tilsæt lidt mere af de kolde bær og hæld til sidst det hele sammen. Pisk fløden stiv og vend bærmassen forsigtigt i sammen med det hakkede chokolade. Lad det sætte sig i 3-4 timer på køl - eller til næste dag. Rør det jævnt inden det kommes i sprøjtepose, og fyldes i kagen. Når det er fyldt i kagen, trykkes forsigtigt de friske hindbær ned i moussen pænt fordelt. Overvej hvilken vej, du ønsker de skal vende, når kagen er vendt om igen, og der skæres i den. 

Så skal kagen blot fyldes og lægges sammen og så smøres op. Denne er - som sædvanligt - smurt op med IMBC. Jeg skifter lidt mellem at tilsætte mandel- eller vaniljeessens. Her kom der vaniljeessens i, for knejten kan ikke lide marcipan. Dét taler vi ikke mere om! Det er tabu! Hvordan kan man ikke lide marcipan? Nå, tabu, blev der sagt!

Forresten så er det der sorte fondant da noget Fanden har skabt i vrede! Sammen med den tårnhøje luftfugtighed, der bare ikke dur, når man arbejder fondant!

Jo, jo - det er da rigtig smart, at man kan købe det gennemfarvet, for det er næsten umuligt selv at farve det så sort, men det mærke, jeg har købt, er så blødt og levende, at det næsten ikke er til at arbejde med. Jeg har dog fået anbefalet et andet mærke, som jeg vil købe næste gang.

Jeg æltede så noget tylosepulver i og det hjalp rigtig meget. Rullede det ud mellem to stykker gennemsigtig voksdug og skar det til, inden jeg dustede det med lidt maizena (meget lidt - for ellers kan det ses) og rullede det op, så jeg kunne beklæde kagen med det.

Samme metode har jeg brugt denne gang, til at overtrække selve kagen med. Det har mange fordele, som man også kan høre og se på videoen og jeg tror, det bliver min foretrukne metode fremover. Det kræver lidt øvelse, men det gør alt i kageverdenen jo. Metoden er også meget anvendelig, hvis man overtrækker med ren marcipan eller blandet op 50/50 med fondant.


Fordi jeg har fartet rundt hele weekenden som en skoldet skid i et par lærredsbukser, er der stadig et stykke kage tilbage. Det skal jeg have nu. Jeg kalder det frokost.

Måske kan det også lægge sig oven på sommerfuglene, som fistrer rundt i maven. Jeg får svar på det job, jeg har søgt, i dag - og det er da ikke fordi, jeg er særlig utålmodig efter at få svar. Nej, nej da! 

27 kommentarer:

  1. Den er så fin og realistisk! Og pøj, pøj

    SvarSlet
  2. Wauw, hvor er den fin!

    Hvordan har du fået trommestikkerne så stive, at de kan stikke ud over kanten?

    SvarSlet
  3. For pokker, hvor er den fin - WAUW. Virkelig realistisk ned til den mindste detalje.

    SvarSlet
  4. For hulen den godt lavet! *bukkerognejer*

    SvarSlet
  5. Mange tak :-)

    Jeg har lavet dem nogle dage i forvejen og også æltet tylosepulver i fondanten, så den tørrer hurtigere.

    SvarSlet
  6. Mange tak! :-)
    Jeg synes, det er lidt sjovt, at gøre det så realistisk, som det nu er muligt, selvom man selvfølgelig må gå på kompromis her og der.

    SvarSlet
  7. Taark :-)
    Hvor fint med buk og nej - det ser man ikke meget af længere ;-D

    SvarSlet
  8. Stine-chokoladesansen29. august 2011 kl. 18.23

    Neeej så fin!
    .. Og så elsker jeg Pingu :-)

    Den er vildt flot!

    SvarSlet
  9. Taark :-)

    Det gør jeg også, han er altså også både nuttet og sjov. En af den slags tegnefilm jeg sagtens kan se sammen med den lille. Altså dengang, hun stadig gad se ham :-D

    SvarSlet
  10. Du bliver ved med at imponere! Og det fyld ville jeg nu også gerne sætte tænderne i :-)

    SvarSlet
  11. Når du ruller ud mellem to stykker klar voksdug, virker det så ligeså let som det hun gør på videoen??? Både i forhold til at rulle det ud og for at ligge det på kagen... Har fulgt din blog et stykke tid, hold da op nogle flotte kager du laver.

    SvarSlet
  12. Det er godt nok en flot tromme du har lavet Gitte. Han - ynglingsbonussønnen må da være blevet ellevild.

    SvarSlet
  13. Stort set. Jeg købte dugen. Klippede den i to dele - ca. 50 x 50 cm. Gned "indersiderne" med Petal Base og gned det overskydende af med en klump fondant.

    Når man ruller skal man være opmærksom på, at den side, der ligger nederst på bordet ikke krøller og inden man lægger det over kagen, kan det være en god idé at bruge sin smoother - både oven på plastikken og under. Bare lige for at gøre det så fint glat som muligt.

    At lægge det over kagen var rimelig nemt - det syntes jeg ikke, der var de store ben i - man kan nemlig se igennem plastikken og derfor bedre placere fondanten inden - og oven i købet løfte det forsigtigt af og rette til, hvis man ikke har ramt rigtigt.

    Mange tak - dejligt, du har lyst til at læse med og kommentere. Det gør mig altid glad! :-)

    SvarSlet
  14. Takker :-)
    Fyldet er ret genialt. Kombinationen af appelsin og hindbær er rigtig god!

    SvarSlet
  15. Jeg bøjer mig i støvet! Er du gal, en flot kage. Men jeg kan godt forstå, at det var lidt svært at skulle vinke farvel til Pingu ... den er bare kær!

    Jeg prøvede at bare de lækre lagkagebunde i dag, men ak! Kagen dejsede totalt sammen, da den kom ud af ovnen, så nu er den ca. 2-3 cm lavere på midten end i siderne. Og den ER altså færdigbagt. Gad vide, om jeg havde for meget dej i formen? Hm, det må blive en ommer :o(

    Jeg krydser fingre for, at du får jobbet, selvom det måske vil betyde en smule mindre aktivtitet på bloggen?

    SvarSlet
  16. Mange tak for de finde ord! :-)

    Hmm spøjst. Jeg ved ikke helt, hvad der kan være sket. Har du haft åbnet ovndøren undervejs og måske smækket lidt med den? Mine holdt højden til det sidste, men det er da smadder irriterende og frustrerende - især, når man ikke ved, hvad der er gået galt! Jeg vender lige tilbage, når jeg har spurgt rundt omkring.

    Tak - mere om det en af dagene :-)

    SvarSlet
  17. Nå, men en af de garvede kagedåser siger, at det kan være, at den ikke var helt gennembagt (og hellere lidt for meget end for lidt - så kan man altid stænke bundene) eller måske kan det være at man har fået slået luften ud af æggene eller..
    Ja - der er mange muligheder :-(

    Du må prøve igen - for det ER bare nogle lækre bunde og alle kagebunde kan klaske sammen, efter de kommer flotte ud af ovnen.

    Lod du den køle af i formen 10-20 min.?

    SvarSlet
  18. Tak for dit input :o)

    Ja, den kølede af i ca. 30 min. Så vidt jeg kan se, er den helt gennembagt, men der er ikke andet at gøre end at prøve igen :o) Det SKAL bare lykkes, for jeg har nemlig en opskrift på lakridsmousse, som trænger til at blive afprøvet, og det bliver måske lidt klamt bare at spise den af skålen i stedet for i en kage ...

    SvarSlet
  19. Hmm.. Så er det nok ikke derfor. Og ja - der er kun én vej frem, og det er at bage igen og igen :-D

    Hahahahaha.... Måske alligevel lige klamt nok :-D

    SvarSlet
  20. ;-)

    Ja altså lige indtil hun så bliver stor nok til at ville vedkende sig sine barnlige sider og atter ser Pingu i ny og næ.. fordi det er så afslappende for hjernen :-D

    SvarSlet
  21. Hahahaha.. ja, vi må håbe, hun (også) når derhen ;-)

    SvarSlet
  22. МНОГО Е ХУБАВА !

    SvarSlet
  23. Super godt link du har sat ind her:-D
    Og flot flot kage:-D Sød lille ven, du fik der...

    SvarSlet
  24. Det går bare ret stærkt, ikk'? ;-D

    Mange tak og ja, Pingu var sgu ret nuttet ♥

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...