onsdag den 31. august 2011

Kanelbrød i stakkevis

Jeg surfede rundt i går aftes. Det skal jeg lade være med!
Jeg ramte en opskrift på kanelbrød i en lidt anden variant, og den så så god og sjov ud.
Og jeg savlede vist lidt.


Måske elsker jeg kanel højere end vanilje. Nej, det gør jeg nok ikke - og dog. Nå, jeg har kærlighed nok til begge dele. Og bacon. Bare lige for at huske dét også.

Kanelbrød i stakkevis

Ovn: 175°

Dej:
350 g mel + 2 spsk til senere
50 g sukker
50 g gær
60 g smør
85 ml mælk eller fløde
65 ml vand
2 store æg - stuetemperatur
1 vaniljestang - kornene

Fyld:
200 g sukker
2 tsk kanel
½ tsk muskatnød
60 g smør

Målene er lidt spøjse, men det er fordi, jeg har omregnet dem fra cups og ounces etc. Det er faktisk lidt omstændigt for en cup mel vejer ikke det samme som en cup sukker.

Jeg bruger selv cupmål, men jeg ved, at det ikke er alle, der har cupmål, så I får målene på europæisk.


I en skål blandes 300 g mel og sukkeret med et piskeris. I en anden skål piskes æggene let sammen. Smør og fløde varmes op, så smørret er smeltet og vand tilsættes. Tjek at temperaturen er håndlun, før du smuldrer gæren ud i væsken og rører rundt. Tilføj også vaniljekornene. Hæld det i melet og rør det rundt med en dejskraber, til det er inkorporeret. Tilføj æggene og rør det rundt. Det bliver meget sjappet, og virker ikke som om det vil hænge sammen - bliv blot ved med at røre, så ender det hele godt. Tilsæt de sidste 50 g mel og rør det sammen i ca. 2 min. Dejen er stadig klistret - det skal den være. Hæld dejen i en smurt skål og lad den hæve i en times tid, til dobbelt størrelse. Imens den hæver laves fyldet. Rør sukker, kanel og muskatnød sammen i en skål. Smelt smørret og lad det blive lidt brunt. Smør og drys en brødform med lidt mel. Slå dejen ud på et let meldrysset bord og ælt 1-2 spsk mel mere i. Lad den hvile 5 min.


Når dejen har hvilet rulles den ud til en firkantet flade - min var ca. 40 x 50 cm. Smør med smørret (brug en bagepensel) og drys al kanelsukkeret ud over, jævnt fordelt. Skær den op i lange strimler med en pizzaskærer og stak strimlerne i 4-5 strimlers højde. Skær dem i mindre stykker, der passer nogenlunde til den brødform, du har valgt. Læg dem i brødformen og drys med det kanelsukker, der er endt på bordet.



Lad det hele hæve i formen i ca. 45 min. og bages i ca. 30-35 min. Jeg lagde sølvpapir over efter 15. min. og tjekkede med et træspyd, at brødet var færdig i midten, inden jeg tog det ud. Der var noget til overs og det stoppede jeg i nogle muffinforme, og gav lidt perlesukker på toppen. De fik ca. 20 min. i ovnen.

 
Pynt evt. med meget stiv glasur tilsat lidt citronsaft - så tørrer det hurtigere. Jeg brugte rabarbersirup til at lave min glasur af, men det kunne desværre ikke smages.


Det var hyggeligt at lave dette brød - og sjovt hvordan man lige så let kan poppe en skive kanelbrød af. Og dejen bliver fuldstændig fantastisk blød og lækker!

Men...I forhold til arbejdsindsatsen og hvor tidskrævende denne opskrift er, så synes jeg ikke rigtigt, den er det værd. Jeg har kigget lidt på nettet, og man kan jo lave et kanelbrød på en times tid inkl. hævetid, og jeg mindes ikke, at de skulle smage så meget ringere.
Jeg skal huske at sige, at opskriften oprindeligt er her fra.


Jeg forsøger stadig at få liv i min surdej fra Meyer. Det går ikke så godt med det. Ikke så meget som en lillebitte boble. Den virker nærmest stendød, så jeg tror desværre, jeg må starte forfra og lave min egen surdej fra bunden af.

Det ærgrer mig lidt, men sådan er det så - jeg kan jo altid lige nappe mig en kanelmuffin og en tår mælk.

4 kommentarer:

  1. Kanel er et absolut must i et kagekøkken! Jeg hælder stadig mest til vanilje, men kanel må i så fald være en sikker toer! Uhm!

    SvarSlet
  2. Jeg har opgivet. Finder nok aldrig ud af, hvem der fører her.
    På den anden side.. så må jeg jo bare blive ved og ved med at smage og teste.. :-D

    SvarSlet
  3. Nøj, det ser lækkert ud....
    Så ved jeg hvad jeg skal bage i aften!!!

    SvarSlet
  4. Tak, dejligt at du blev inspireret. Hvis du bager det, smider du så link her bagefter? :-)

    Fin blog. De der burgerboller fra Meyer ser superlækre ud!

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...