tirsdag den 28. december 2010

I kærlighedens tegn ♥

Julen er slut, og det har været hyggeligt og godt. Jeg har savnet mine børn, men om et par timer skal jeg hente den yngste, og det glæder jeg mig meget til!

I går troede jeg var dagen for kæresten og mins 1½ års dag. Det var det ikke, fandt jeg ud af - efter jeg havde lavet fint "gavekort" og pakket det ind. Det var 1 år og 5 måneder.
Det grinede jeg en del af - sådan helt for mig selv. Jeg bliver sgu aldrig nogen ørn til hovedregning. Men hvorfor stoppe af den grund? Jeg kan jo også finde på at guffe lørdagsslik om onsdagen! Jeg ved det - jeg er en værre en!

Gaven fik han juleaften, og i går var så dagen. Han måtte først komme hjem klokken 18 og skulle medbringe en flaske rødvin. Han skulle ringe på, når han kom.

Jeg havde tændt 32 stearinlys i hele lejligheden og udenfor. Intet elektrisk lys.
Det var så smukt - og meget romantisk!

Jeg havde købt ind og forberedt 3 retter mad. Sat iskold Asti og peanuts frem. Der lå en madras på gulvet med lagner, håndklæder og tæppe og massageolien var klar.


Sofabordet var rykket og puder lagt på gulvet. Der var ét sæt bestik, for jeg skulle made ham, som en del af dette med at tage imod. Hovedret og dessert fik han dog lov til at spise selv.

Vi fik marineret oksekød - marineret i olie, soya, stødt ingefær og store mængder peber - sat på små spyd sammen med gul og orange peberfrugt og små sugar snaps. Dertil kold persilledressing med cremefraiche og godt, groft brød.

Hovedretten var helstegt svinemørbrad i ovn med allroundkrydderi, bagte rodfrugter med frisk timian og hele hvidløg og rødvinssauce.

Desserten var en ret skøn og supernem æble/kanel crumble (den fik nok lidt over en halv times tid i ovnen) med god, økologisk vaniljeis med chokolade i.



Efter maden fik han en fuld kropsmassage i 5 kvarter med lidt klassisk musik i baggrunden, og jeg tror, jeg nød at give ham den, mindst lige så meget, som han nød at modtage den.
Jeg er f.eks. ret vild med hans hænder og fødder.. *Suk*

Bagefter så...Naaah... Jeg tror, jeg vil nøjes med at sige, at vi havde en meget skøn aften! ♥

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...