Blomster og tanker

Det her kan godt gå hen og blive en anelse klamt. Sådan næsten smålummert og kvalmt! Så er I advaret!

I torsdags fik jeg blomster af min kæreste. En kæmpe buket meget langstilkede liljer i hvide og pink, som fylder hele lejligheden med den skønneste duft.
Jeg elsker ham. Det er sådan det er og jeg kan ikke sige det anderledes.
Ikke (kun) fordi, han giver mig blomster, men fordi han blandt andet vil hele mig.

De blide, kærlige, frække sider - men også alle de andre og mere besværlige. Der, hvor jeg er ked af det, vred, frustreret, urimelig og tænksom.
Han giver mig fantastisk meget plads, til bare at være mig.

Ja, han er også pissehamrende irriterende. Faktisk tror jeg, han er den mest irriterende person, jeg kender.
Der kunne blive 3 almindeligt irriterende mennesker ud af ham!
Og nu holder vi det bare mellem os, ikk' - men selv dét elsker jeg ved ham.
Det tvinger mig til at overveje, hvorfor han irriterer mig og hvad det gør ved mig. Der er meget selvindsigt at hente for mig der.

Jeg føler mig meget elsket, set, hørt og rummet af den mand.
Han elsker og begærer mig.
Sådan er det bare. Simpelthen (sagt med "Britta-accent")

"Vi er gode sammen, os to" - og jeg er helt enig!